Lise Bech
 svarer 
Lars Aagaard Møller

Skal fjernvarmekunder stå for finansieringen og bære hele investeringsrisikoen ved, at techgiganter eller industrivirksomheder kan komme af med deres produktion af overskudsvarme?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget, Spørgsmål 358

Fjernvarme Fyn skriver i debatindlægget »Fjernvarme Fyn: Vi har brugt 400 millioner på overskudsvarmeanlæg. Den investering står nu til at blive værdiløs«, www.altinget.dk, den 5. februar 2024, at fjernvarmeselskabets investering på 400 mio. kr. i overskudsvarme fra Metas datacenter i Odense risikerer at blive værdiløs. Mener ministeren grundlæggende, at det er rimeligt, at fjernvarmekunder skal stå for finansieringen og bære hele investeringsrisikoen ved, at techgiganter eller industrivirksomheder kan komme af med deres produktion af overskudsvarme? Og mener ministeren, det er rimeligt, at fjernvarmekunders varmepriser skal være afhængige af, hvorvidt en techgigants datacenter eller en industrivirksomhed er i drift og ikke pludselig lukker?

Svar fra tirsdag den 7. maj 2024

Indledningsvist skal jeg bemærke, at jeg ikke er nærmere bekendt med indholdet af de aftaler, der er indgået mellem Metas datacenter i Odense og Fjernvarme Fyn om levering af overskudsvarme. De er dog indgået før 2022 og dermed inden prisloftet trådte i kraft. Overskudsvarmeleverancen har derfor også været omfattet en overgangsordning, hvor eksisterende overskudsvarmeleverancer kunne blive på tidligere regulering frem til 1. januar 2024.

Hensynet med overskudsvarmeprisloftet har dels været at give fjernvarmevirksomhederne incitament til at sammenligne investeringer i overskudsvarme med investeringer i alternative VE-baserede varmekilder for at understøtte, at forbrugerne ikke betaler unødigt meget for deres varme, dels at give et vist økonomisk incitament til at udnytte overskudsvarmen. I lyset af branchens kritik af overskudsvarmeprisloftet er mit ministerium ved at analysere konsekvenserne ved en ændret regulering af overskudsvarme.

Jeg er generelt af den opfattelse, at det som udgangspunkt er fjernvarmevirksomhedernes ansvar at indgå hensigtsmæssige kontrakter om overskudsvarme, der tager højde for de særlige karakteristika, som overskudsvarme har, sammenlignet med andre typer af varmeleverancer. Overskudsvarme adskiller sig således fra det øvrige varmeområde ved, at en overskudsvarmeleverandør ikke har varmeproduktion som sit hovedformål. Det betyder, at overskudsvarme som forsyningskilde kan være mindre sikker end fjernvarmevirksomheders egen varmeproduktion eller leverancer fra andre varmeproducenter, der har varmeproduktion som sin kerneforretning.

Hertil kommer, at udnyttelse af overskudsvarme ofte indebærer større investeringer. Først og fremmest, kan det være nødvendigt at etablere et transmissionsrør, der kan forbinde overskudsvarmekilden med fjernvarmenettet. Derudover er temperaturen på overskudsvarme fra fx datacentre eller transformerstationer ofte lavtemperatur, hvorfor det er nødvendigt for fjernvarmevirksomheden at investere i en varmepumpe, der kan løfte temperaturen på overskudsvarmen til en højere temperatur, så varmen bliver anvendelig i fjernvarmenettet. Endelig varierer det, hvordan fjernvarmevirksomheder vil anvende overskudsvarme i deres eksisterende varmemix. Nogle fjernvarmevirksomheder anvender overskudsvarme som grundlast, hvormed overskudsvarme udgør en stor andel af det samlede varmemix, mens andre fjernvarmevirksomheder anvender overskudsvarme som spidslast i fx vinterhalvåret, hvor varmebehovet er størst. Dermed varierer det lokalt, hvor lang en periode over året, som fjernvarmevirksomheden kan få dækket sine investeringsomkostninger, samt hvor påvirkelig fjernvarmevirksomheden er over for eventuelle udsving i overskudsvarmeleverancen. Der påhviler derfor fjernvarmevirksomhederne et ansvar i forhold til at risikoafdække diverse forhold forbundet med udnyttelsen af overskudsvarme.

0:000:00