Løkke afventer stævning fra ngo'er: "Vi er helt inden for linjerne"

Fire ngo’er har lagt sag an mod Danmark for brud på de internationale regler for våbenhandel. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) forholder sig afventende til sagsanlægget og forventer ikke, at nogen spilleregler er overtrådt.

Palæstinensere i kø til nødhjælp i Rafah, Gaza 12. marts 2024. Israel har planer om et landangreb i området.
Palæstinensere i kø til nødhjælp i Rafah, Gaza 12. marts 2024. Israel har planer om et landangreb i området.Foto: Fatima Shbair/AP/Ritzau Scanpix
Mikala Satiya Rørbech

Fire fremtrædende organisationer mener, der er risiko for, at Danmark overtræder de internationale regler for våbenhandel ved at eksportere våben og militært udstyr til Israel, som risikerer at blive brugt til at begå forbrydelser mod civile i Gaza.

Hvis der er hold i anklagerne, vil det være en overtrædelse af de internationale regler for våbenhandel, fordi Danmark indirekte kan være medskyldig i krigsforbrydelser og folkedrab.

Det mener Oxfam Danmark, Amnesty International Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke og den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation Al-Haq, som vil lægge sag an mod Rigspolitiet og Udenrigsministeriet for at få stoppet dansk våbeneksport til Israel.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) vil se sagen an, men han har ikke set stævningen endnu.

Udenrigsministeriet henviser til det svar, som ministeren gav tirsdag til de medier, der var mødt op for at få en kommentar efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn.  

”Danmark skal overholde vores internationale forpligtelser, og det gør vi også. Vi føler, at vi er helt inden for linjerne af de spilleregler, der gælder," sagde Lars Løkke Rasmussen (M) blandt andet.  

Men alene risikoen for, at militært udstyr kan blive anvendt i strid med krigens regler, bør få den danske stat til at stoppe eksporten i henhold til international lov, mener organisationerne. 

“Vi har dokumenteret flere israelske bombeangreb i Gaza, der ikke skelner mellem civile og militære mål og udsletter hele familier. Angrebene er uproportionelle og i strid med krigens regler. Danmark må på ingen måde være med til at gøre disse ulovlige angreb på civile mulige. Derfor vil vi nu have rettens vurdering af, om Danmark overholder sine forpligtigelser,” siger Vibe Klarup, generalsekretær i Amnesty International Danmark i pressemeddelelsen om sagsanlægget.   

 FN’s internationale domstol (ICJ) vurderede i januar, at Israel kan være i færd med at begå et potentielt folkedrab i Gaza, og en appeldomstol i Holland har pålagt den hollandske stat at stoppe våbeneksport relateret til F35-kampfly til Israel. I begge sager er det blandt andet dokumentation fra Amnesty, som er lagt til grund.   

Altinget logoUdvikling
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget udvikling kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00