Kaczyńskis udmelding handlede om mange ting. At få den tyske regering til straks at åbne netbank og lave en overførsel på 6.200 milliarder zloty (godt 9.700 milliarder danske kroner) var ikke en af dem.

Den tyske regering har for længst meldt ud, at den sag er lukket. Hvis den polske regering alligevel – helt formelt - krævede en sådan udbetaling, ville det sende diplomater i begge lande på voldsomt overarbejde.

Det ville også have åbnet en ladeport for andre, der kunne finde på at kræve krigsskadeserstatning fra Tyskland. For ikke at nævne andre stater, der på andre tidspunkter i historien har gjort hinanden blodig uret.

Partiformand Kaczyński var da også meget omhyggelig, da han den 1. september på årsdagen for Anden Verdenskrigs begyndelse præsenterede den rapport, der har været under udarbejdelse siden 2017 og været færdig siden 2019. Han ’krævede’ ikke krigsskadeserstatninger. Han ville gerne ’starte forhandlinger’ med Tyskland og ’tage sagen op’ internationalt.

Men selv hans premierminister, Mateusz Morawiecki, havde svært ved at høre nuancerne. I weekenden sagde han, at ”dette land er oversvømmet med blodet fra polske patrioter. Det kan vi ikke glemme. Vi må kræve kompensation for disse frygtelige år… Uden sandhed, erstatning, kompensation kan der ikke være ægte relationer mellem folk, stater, nationer.”

Polen blev først smadret af tyskerne, så Sovjet.
De var frygtelige. Den 1. september 1939 klokken 04.48 om morgenen åbnede det tyske krigsskib Schleswig-Holstein ild mod den lille polske garnison Westerplatte ved Danzig. Polen var under angreb fra Nazi-Tyskland, Anden Verdenskrig var begyndt.

Den 17. september angreb Sovjetunionen Polen fra øst som konsekvens af Molotov-Ribbentrop-pagtens hemmelige dele, hvor Stalin og Hitlers udenrigsministre delte Polen og Øst- og Centraleuropa mellem sig.

Efter krigen var knap seks millioner polakker blevet dræbt. Det svarer til næsten en femtedel. Hovedstaden og hele landet var sønderbombet, en generation havde ikke gået i skole, grænserne blev flyttet et par hundrede kilometer mod vest, og flere millioner mennesker blev tvangsflyttet. Polen, der havde kæmpet bravt og indædt sammen med De Allierede hele krigen, led den ulykke at blive ”befriet” fra øst, af Stalins Røde Hær.

Polen, der var blevet smadret først af tyskerne, så af sovjet-kommunisterne, så af tyskerne og endelig af sovjet-kommunisterne igen, fik ikke krigsskadeserstatning af Tyskland, da krigen var slut. Den snuppede Sovjet.

Faktisk ragede Den Røde Hær til sig med arme og ben. Noget af det stjal de bare, noget kaldte de krigsskadeserstatning. Det meste var motiveret af had og hævntørst efter al den død og ødelæggelse, tyskerne havde nedkaldt over de sovjetiske soldaters mødre og fædre, sønner og døtre, deres hjem, deres land.

Der er ikke nogen tysk oversættelse af krigsskaderapporten, for den er ikke skrevet til tyskere. Den er skrevet til polske vælgere

Vibe Termansen
Historiker, journalist og forfatter

Da Stalin mødte op på Jalta-konferencen i februar 1945, hvor krigens tre store vindere mødtes og blev enige om Europas grænser, styreform og fremtid, var det med et stort krav om krigsskadeserstatning fra Tyskland i lommen.

Den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt syntes, det lød meget rimeligt, men ville ikke selv have noget. Den britiske premierminister Winston Churchill var imod. Han erindrede de dårlige erfaringer med tysk krigsskadeserstatning efter Første Verdenskrig, men måtte bøje sig.

Regningen ramte ikke kun Tyskland. Den Røde Hær, Polens ”befriere”, fulgte samme mønster i Polen. Der blev stjålet tilfældigt, og der blev stjålet struktureret efter lister over fabrikker og virksomheder, der havde haft tyske ejere. Listerne gav ingen mening. Var virksomheder, hvis polske eller jødiske ejere var blevet deporteret eller dræbt, og ejendommen derefter givet til tyske bosættere, tyske?

Polen fik ikke krigsskadeserstatning. Polen fik en lang næse og blev sammen med de andre lande, der var havnet i Østblokken, styret af Moskva-tro kommunister til 1989. I 1950’erne blev der indgået en aftale, hvor Polen fraskrev sig kravet på tysk krigsskadeserstatning. Den aftale anerkender det polske regeringsparti i dag ikke, da det kommunistiske Polen, der indgik aftalen, ikke længere eksisterer.

Polen i strid med EU
Hvis Kaczyńskis mål – realistisk set - ikke er at få overført de mange tusind milliarder, hvad er det så?

For det første føler polakkerne sig forståeligt nok dårligt behandlet. Dels for den ekstremt brutale behandling, de blev udsat for under Anden Verdenskrig af nazi-tyskerne og sovjet-kommunisterne. Dels af De Vestlige Allierede der personificeret ved Churchill og Roosevelt på blandt andet Jalta-konferencen accepterede Stalins krav og efterlod deres allierede Polen på den forkerte side af Jerntæppet.

Og så føler de sig med rette forurettede over folk over hele verden i dag, der har viden om og anerkender de forbrydelser, der blev begået mod jøder (herunder i høj grad polske jøder) under Anden Verdenskrig, men har meget lidt viden om de mange og ekstreme forbrydelser, der blev begået mod etniske polakker.

Om morgenen den 7. december 1970 lagde den tyske kansler Willy Brandt en krans foran mindesmærket for den jødiske ghetto i Warszawa, hvor omkring 360.000 polske jøder blev stuvet sammen under horrible forhold, før langt de fleste af dem blev læsset på kvægvogne og kørt til deres udslettelse i Treblinka. Brandt rettede lidt på båndet, tog et par skridt baglæns og knælede på den kolde granit.

Sådan en gestus kunne polakkerne godt tænke sig. Ikke udelukkende for de polske jøder, men også for de mere end to millioner etniske polakker, der blev myrdet under krigen. Måske bare et enkelt mindesmærke i Tyskland? Kunne det skade? Det har været diskuteret i den tyske Forbundsdag i årevis naturligvis under intens polsk opmærksomhed, men foreløbig er der ikke sket noget.

I Polen er det god presse at holde den her fane højt. Og det har altid været en sællert på Lov og Retfærdigheds program at være dem, der kæmper for historisk retfærdighed, ære og genrejsning til Polen.

For det andet ligger Polen i åben strid med EU. Før sommerferien var der lige ved at blive indgået en aftale mellem EU-Kommissionen og den polske regering om frigivelse af 36 milliarder euro fra corona-genopretningsfonden, hvis blot tre milepæle i de polske retsreformer blev rullet tilbage.

Men henover sommeren har der været så heftig kritik af Kommissionen og Rådet – blandt andet har fire europæiske dommerforeninger lagt sag an mod dem – at pengene stadig tilbageholdes. Det fik i begyndelsen af august Kaczyński til at skifte taktik og ret ud af posen beskylde EU for at ville smadre retsstaten i Polen, undergrave landet og underkaste det Tyskland.

”Vi passer ikke ind i de tysk-russiske planer om at styre Europa,” advarede han med åbenlys reference til Molotov-Ribbentrop-pagten fra den 23. august 1939. ”Et uafhængigt, økonomisk, socialt og militært stærkt Polen er en forhindring for dem.”

Får regeringen ikke midlerne fra EU, skal de finde nogle andre. Inflationen er skyhøj, der er 1,3 millioner ukrainske flygtninge i Polen, der er krig i nabolandet, og der har været corona. At købe billig russisk energi ligesom Ungarn er ikke en mulighed, seriøse politikere i Polen end overvejer.

For det tredje handler det om, at der er valg i Polen senest næste efterår. Den polske oppositionsleder Donald Tusk har kritiseret Kaczyńskis udtalelser for at være anti-tyske. Omvendt har Lov og Retfærdigheds-medlem af parlamentet Sejm udtalt, at ”valget vil handle om krigsskadeserstatning.

Tyskerne vil bruge en masse penge på at sikre, at oppositionen vinder det her valg. En sejr til Lov og Retfærdighed er en chance for at få krigsskadeserstatning. Hvis oppositionen vinder, vil der ikke blive nogen penge.” Altså: stem på os, vi kan måske skaffe penge. Stem på de andre og få ikke nogen.

2015-valget handlede om muslimske migranter. 2020-præsidentvalget handlede om LGBT-personer. Nu leges der altså med tanken om, at det næste valg skal handle om tysk krigsskadeserstatning.

Krigsskaderapport er del af en kulturkrig
At dæmonisere oppositionen ved at gøre den ”tysk” er ikke nyt. Donald Tusk bliver jævnligt fremstillet i SS-uniform på forsiden af polske regeringstro magasiner. For nylig tweetede en (politisk udpeget, påstået uafhængig) dommer ved Forfatningsdomstolen, der tidligere har siddet i parlamentet for Lov og Retfærdighed, et billede af Adolf Hitler og Donald Tusk med teksten ”Og hvem af dem er Hitler...?”. 

På polsk stats-tv, TVP, der af Reporters Without Borders bliver kaldt ”regeringens propagandaapparat”, bliver seerne i flagskibs-nyhederne fodret med samme historie: Tyskland er misundelig på, at det går Polen så godt, Tyskland vil fratage Polen sin suverænitet, og Tyskland skal ikke belære Polen om retsstat, før de har betalt for sidst (altså Anden Verdenskrig).

Det har altid været en sællert på Lov og Retfærdigheds program at være dem, der kæmper for historisk retfærdighed, ære og genrejsning til Polen

Vibe Termansen
Historiker, journalist og forfatter

Der er ikke nogen tysk oversættelse af krigsskaderapporten, for den er ikke skrevet til tyskere. Den er skrevet til polske vælgere. Den er varm luft, Lov og Retfærdighed kan fylde i sin nationalisme-ballon, når den bliver lidt slatten. Den er en metode til at udnytte en retfærdig, historisk harme politisk.

Den er del af den kulturkrig, Lov og Retfærdighed har ført fra Smolensk (flyet, der faldt ned i en ulykke i 2010, og hvor blandt andet Kaczyńskis tvillingebror, den daværende præsident Lech Kaczyński, omkom) over muslimske flygtninge og migranter til LGBT-personer, tilbage til muslimske flygtninge og nu måske til tyskere. (Russerne har været en konstant trussel – både i Lov og Retfærdigheds retorik og - viste det sig - i virkeligheden.)

At tale om tysk krigsskadeserstatning er at skabe en politisk konflikt. Konflikter er det vand, Kaczyński svømmer i. Der er krise, der er krig, og der er snart valg. Krigsskade-udmeldingen handler ikke om at fange kaninen. Den handler om at jage den.