Hvad det bibelske tekstgrundlag angår, skal det noteres, at jeg har benyttet mig af den autoriserede bibeloversættelse fra 1992. Jeg har brugt Ellen Wulfs koranoversættelse fra 2006.

De seneste år har jeg oplevet en stigende interesse blandt ikke mindst etniske danskere – men ikke kun dem – for at forstå og forholde sig til den religiøse side af deres identitet. Vi bliver dagligt konfronteret med andre religioner og kulturer – ligesom vi bliver konfronteret med ideer og holdninger fra den flygtige tidsåndsbasar – og det giver et endnu større ønske om og behov for at forstå sin egen religion. Trænge ordentligt ned i den.

Der er mange nysgerrige tilhørere til mine foredrag, og jeg oplever ikke længere den samme blufærdighed ved spørgsmålet om folks egen tro, som jeg gjorde for 10-15 år siden.

Tidligere oplevede jeg, at folk rødmede, hvis man spurgte ind til deres tro, og et typisk standardsvar lød, ”at alle religioner har noget godt”, og ”jeg plukker lidt fra forskellige trosretninger”.

Nogle kalder fænomenet gentoftebuddhisme. Men i de senere år er Gud kommet tilbage fra kulden, som Nils Gunder Hansen har formuleret det i sin bog. Flere og flere danskere fortæller åbent om den kristne tro – for eksempel Anette Heick og Casper Christensen – uden at rødme, som man gjorde før i tiden. Det finder jeg aldeles fremragende.

Vestens godtroende væremåde og naive tiltro til andre mennesker, der ikke har de samme intentioner, bliver Vestens undergang.

Naser Khader

Kirken bør være mere aktivt missionerende blandt muslimer. Det bliver også min mission. Som tidligere omtalt forlader mange muslimer i disse år islam. De kalder sig – indimellem lidt demonstrativt – for eksmuslimer. Men mennesket har brug for noget at tro på. De bør introduceres til kristendommen og det kristne budskab.

Mange muslimer kender ikke det kristne budskab. Præster skal også begynde at prædike blandt muslimer. De er blevet opdraget med, at kristendommen og jødedommen er falske religioner. En forfalskning af islam. 99,9 procent af muslimerne ved ikke, hvad treenigheden går ud på.

Jesus er ikke Guds søn, og han blev ikke korsfæstet. Han var ’bare’ en profet, der kom med det muslimske budskab.

De kender ikke kærligheds- og frihedsbudskabet. Tilgivelse og forsoning fylder ikke meget i islam. Paulus opfattes som en skurk. Han forfalskede Jesu muslimske budskab.

Jeg mener, at vejen ud af de store integrationsproblemer i Vesten kun kan være, at muslimerne omfavner kristendommen og som minimum bliver kulturkristne.

Jeg tror ikke på det multikulturelle eller multireligiøse samfund. Vi har en dansk-demokratisk-kristen kultur i Danmark. De, der kommer og bosætter sig her, skal tilpasse sig den danske kultur. Ikke omvendt. Islam kan ikke integreres i Vesten. Muslimerne er ikke vant til at være i mindretal. Gaza-krisen har vist, at vi har en stor gruppe medborgere, som har nogle helt andre værdier end flertallet.

De bor her fysisk, men mentaliteten og loyaliteten er rodfæstet i de oprindelige hjemlande. Hvis ikke muslimerne i Vesten og Danmark begynder at omfavne kristendommen og bliver kulturelt lutheranere, så er vi virkelig på den. Jeg frygter, at ghettoerne i Vesten kan udvikle sig til mini-Gaza’er.

I et tv-interview i december 2023 sagde Hans-Georg Maassen, tidligere chef for Tyskland PET, at den muslimske befolkning i Europa bliver tredoblet til 80 millioner i 2050. Ifølge Maassen, er der en risiko for, at islam erobrer Europa, hvis de europæiske lande ikke gør noget nu. De europæiske lande kan stadig nå at forhindre det, men de lader stå til. Man risikerer at ødelægge de europæiske kulturer og samfund. Den muslimske kultur, siger han, er helt anderledes end den europæiske. Han vil have indvandringen fra muslimske lande standset.

Jeg er enig. Vestens godtroende væremåde og naive tiltro til andre mennesker, der ikke har de samme intentioner, bliver Vestens undergang. Det her handler altså om ikke bare at kaste alt væk, at nulstille sig uden at have noget andet at sætte i stedet. Så bliver man nemlig bare rodløs.

Derfor har jeg set det som min opgave at gribe ud efter den allerede eksisterende platform, der fandtes i mit nye kulturmiljø, da jeg sagde endegyldigt farvel til islam, nemlig kristendommen. Og den befinder jeg mig godt i. Forbløffende godt faktisk. Jeg føler mig ikke alene hjemme i Danmark og det danske samfund. Jeg føler mig også hjemme i kirken, i Guds hus. Ligesom jeg kan synge med på alle salmerne. Det er en fornøjelse at komme reflekterende ud af kirken.

For nylig tilmeldte jeg mig så præsteuddannelsen under den såkaldte paragraf 1a. Det tager cirka to år, inklusive præsteseminaret. Får jeg den gennemført, bliver det i så fald foreløbig sidste station i min assimilation (den næstsidste station var, da man gjorde grin med mig i Cirkusrevyen). Hvor jeg forhåbentlig vil kunne komme til at bruge min lange erfaring med at skulle gennemgå en religiøs transformation – uden at miste mig selv og den, jeg er. Hvorved jeg selv vil kunne være med til at udføre det vigtige missionerende arbejde, som de kristne præster har udført igennem snart mange hundrede år.

Selvfølgelig på min egen måde og med mit eget touch. For det handler jo først og fremmest om inderlighed. Det skal betyde noget for mig. Ellers er der nul chance for, at det kan komme til at betyde noget for andre. For at missionere har jeg en sidste akt. En dør, jeg må åbne. En ting, jeg må gøre.