Socialdemokratiske EU-kandidater undsiger Heunicke i omstridt ulvespørgsmål

Næsten alle Socialdemokratiets kandidater til EU-valget er imod at lempe beskyttelsen af ulven, som regeringen ellers bakker op om. "Magnus Heunicke er bundet," lyder det. 

Beskyttelsen af ulven er igen til debat.
Beskyttelsen af ulven er igen til debat.Foto: Boris Roessler/AP/Ritzau Scanpix
Ella Hjalmsrud JørgensenHjalte T. H. Kragesteen

Langt de fleste socialdemokratiske kandidater til EU-valget er uenige i regeringens linje i spørgsmålet om ulvens fremtid. 

Det viser en gennemgang af Altinget og DR’s kandidattest.

Det er jo en klassisk skillelinje mellem Socialdemokratiet og Venstre.

Magnus Barsøe (S)
Kandidat til europaparlamentsvalget

Her svarer otte ud af ti socialdemokratiske kandidater således, at de er "overvejende uenige" i, at EU-reglerne skal ændres, så det “i nogle tilfælde bliver tilladt at jage ulve i Danmark”. 

Det står i modsætning til regeringens linje, der støtter et forslag fra EU-Kommissionen om at lempe beskyttelsen af ulven.  

Niels Fuglsang, der allerede i dag sidder i Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, kalder overfor Altinget forslaget ”forhastet” og efterlyser et mere fagligt grundlag. Mathias Niebuhr mener slet og ret, at det “ikke er Socialdemokratiets miljøpolitik.” 

En anden S-kandidat – Magnus Barsøe – siger, at han er "overvejende uenig", fordi jagt på ulven går imod ønsket om at få en mere mangfoldig natur. 

”Vi bør være varsomme med at lave lovgivning, som begrænser det, vi i virkeligheden gerne vil have mere af,” siger han. 

Det er EU-Kommissionen, der har foreslået at lempe beskyttelsen af ulven, så der under visse forudsætninger gives mulighed for jagt. Det er et forslag, som miljøminister Magnus Heunicke (S) har tænkt sig at bakke op om, når der skal stemmes i Ministerrådet. 

Forslaget giver dog kun mulighed for at jage ulven, hvis bestanden kategoriseres som levedygtig. Og det er der fortsat for få til i Danmark, hvor bestanden i dag bliver betegnet som sårbar. Derfor vil forslaget ikke i første omgang lovliggøre jagt på ulv i Danmark.  

Men flere af de socialdemokratiske kandidater til Europa-Parlamentsvalget – der afholdes 9. juni – opfordrer nu alligevel ministeren til at stemme nej. 

Mathias Niebuhr fremhæver, at Socialdemokratiet står bag politiske tiltag om vild natur. Det gælder blandt andet aftalen om 15 naturnationalparker, hvor planen er at udsætte store græssere, der skal bidrage til en vildere natur og forbedre biodiversiteten i Danmark.  

”Men når det kommer til ulven, vil man pludselig ikke. Det er ærgerligt,” siger Mathias Niebuhr og fortsætter: 

”Jeg forstår, at Magnus Heunicke er bundet af at være minister for hele regeringen og ikke kun Socialdemokratiet. Men jeg synes, det ville være godt at prioritere den vilde natur, og det gælder også ulvene,” siger Mathias Niebuhr. 

Et kompromis med Venstre

Regeringspartiernes kandidater til EU-valget svarer da også meget forskelligt i kandidattesten. Otte ud af ti af Moderaternes kandidater er således enten "helt uenige" eller "overvejende uenige" i forslaget, mens 11 ud af 12 af Venstres kandidater enten er “helt enige” eller “overvejende enige” i at gøre det lettere at jagte ulven.

Magnus Barsøe (S) vurderer i den forbindelse, at regeringens linje er et udtryk for et kompromis med Venstre. 

”Det er jo en klassisk skillelinje mellem Socialdemokratiet og Venstre. Når man har natur og dyreliv på den ene side og hensynet til landbruget på den anden, så ligger Socialdemokratiet i den første kategori,” siger Magnus Barsøe. 

Tager man så for meget hensyn til Venstres interesser? 

”En regering skal jo til enhver tid kunne gå på kompromis. Jeg siger bare, hvad jeg mener, som socialdemokrat,” svarer han. 

Altinget har bedt om en kommentar fra miljøminister Magnus Heunicke (S), der henviser til partiets miljøordfører Anne Paulin. 

Anne Paulin er dog ikke vendt tilbage på Altingets henvendelse inden for artiklens deadline.

Flest kandidater er uenige

Blandt kandidaterne fra de øvrige partier har flest samlet set svaret, at de er helt eller overvejende uenige i, at ulvens beskyttelse skal lempes.

75 er uenige, imens 55 er enige.

Flest fra Alternativet, Enhedslisten, Liberal Alliance, Radikale og SF er helt eller overvejende uenige.

Imens er størstedelen fra Dansk Folkeparti, Konservative og Danmarksdemokraterne enten overvejende enige eller helt enige. 

Her kan du se statistikken for de enkelte partier:



SF og Alternativet har kaldt Magnus Heunicke i samråd, der finder sted torsdag. Her skal ministeren begrunde regeringens holdning og redegøre for konsekvenserne ved at vedtage forslaget. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Magnus Heunicke

Miljøminister, MF (S)
journalist (DJH 2002)

Magnus Barsøe

Kandidat til Europa-Parlamentet (S), Socialdemokratiet
cand.merc. (2009, CBS), master i journalistik (2014, City University of London)

Niels Fuglsang

MEP (S)
ph.d. (CBS 2021), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00