Kommentar af 
Morten Reimar

Morten Reimar: Der er en ministerrokade på vej. Her er de ministre, du skal holde øje med

Med regeringens miserable meningsmålinger er det ikke nok bare at være en driftssikker minister. Politikken skal sælges til vælgerne, og det er der nogle, der ikke formår. Derfor er der en ministerrokade på vej, skriver kommunikationsrådgiver Morten Reimar.

Det er ikke usandsynligt, at V-formand Troels Lund Poulsen vil gøre som sin forgænger, Jakob Ellemann-Jensen, og rykke over til Økonomimisteriet for at få bedre tid og albuerum til at være partiformand, skriver Morten Reimar.
Det er ikke usandsynligt, at V-formand Troels Lund Poulsen vil gøre som sin forgænger, Jakob Ellemann-Jensen, og rykke over til Økonomimisteriet for at få bedre tid og albuerum til at være partiformand, skriver Morten Reimar.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Morten Reimar
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Politik er showbiz for grimme mennesker, har den amerikanske spindoktor Paul Begala engang sagt.

Og uden at gå i gang med at uddele point til vores folkevalgtes udseende, så er ordene værd at bide mærke i. Særligt fordi rygterne om en ministerrokade til sommer bliver hvisket højere og højere.

Regeringen står skidt, og var der valg i dag, ville de tre regeringspartier – Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne – ifølge Megafon kun få 30,7 procent af stemmerne. Meget langt fra det flertal, de kunne præstere for bare halvandet år siden.

På et tidspunkt med så miserable målinger er det ikke nok ’bare’ at være en dygtig driftsminister, der passer sit arbejde og er en stærk forhandler.

Morten Reimar

Helt efter bogen har både ministre og partiernes politiske ordførere været dygtige til at fortælle alle om de flotte resultater både på sociale medier og i interviews, men det er, som om vælgerne har lidt sværere ved at komme i tanke om, hvad de flotte resultater nu er.

Sådan er politik også: Showbiz. Selve politikken, som det jo i bund og grund handler om, kan diskuteres fra nu af og til store bededag. Men det er indiskutabelt, at vælgerne ikke oplever en regering, der virkelig rykker noget og gør livet bedre for dem.

Dét falder tilbage på ministrene. For på et tidspunkt med så miserable målinger er det ikke nok ’bare’ at være en dygtig driftsminister, der passer sit arbejde og er en stærk forhandler. Der er behov for, at de også sælger varen. Og det kan blive udslagsgivende for ministerrokaden.

Epinion lavede sidste år en måling af, hvor mange danskere, der kendte hver minister. Ikke underligt kendte de fleste Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke (M), men nede i den tunge ende kan man finde transportminister Thomas Danielsen (V) og ældreminister Mette Kierkgaard (M). Sidstnævnte var endda genstand for en video, hvor selv ikke Christiansborgs politikere kunne genkende et foto af hende.

Det samme billede går igen i en helt ny måling, hvor også Thomas Danielsen og Mette Kierkgaard ligger i bund.

Læs også

Det er åbenlyst målinger som dem, der skal skeles til, hvis en regeringsrokade skal bruges på at få nogle showmen ind på scenen. At være minister er også at score point hjem til holdet, når ny politik stemmes igennem, og problemer mødes af handlekraft. Hvis 56 procent af danskerne ikke kender Mette Kierkgaard, er det en forspildt chance for regeringen. Og derfor er hun det mest oplagte bud på en minister, der bliver skiftet ud.

Det gælder også transportministeren, der repræsenterer Venstre, og som hele 63 procent ikke kender. Venstres målinger er historisk lave, mens deres råb om, at de får masser ud af at sidde i regering med arvefjenden, bliver hæsere at høre på. Venstre har behov for, at vælgerne kan se det med egne øjne. Derfor er det ikke tilfredsstillende for dem, at så få kender en af deres syv ministre.

Hvis 56 procent af danskerne ikke kender Mette Kierkgaard (M), er det en forspildt chance for regeringen. Og derfor er hun det mest oplagte bud på en minister, der bliver skiftet ud.

Morten Reimar

Omvendt står miljøminister Magnus Heunicke (S) klart i vælgernes bevidsthed. Ikke så underligt efter næsten daglige tv-optrædener under corona. Nu er jobbet imidlertid et andet, og miljøpolitikken fylder enormt. Både når det handler om landbruget, såvel som den mildest talt tragiske tilstand i havene. Og især i forhold til Cheminova-sagen, hvor ministeriet angiveligt har sat erhvervsinteresser højere end miljøhensyn. Omvendt er han i en ny Epinion-måling fortsat den næstmest populære minister.

Spørgsmålet er, hvor meget mere hans goodwill fra corona-dagene kan holde til.

Samme nye måling viser også, at Marie Bjerre (V) er den femtemest populære minister. I målingen fra sidste år af hvem, danskerne kendte, var hun blandt de mindst kendte ministre. Men her er det vigtigt at holde sig for øje, at målingen er foretaget før, hun blev skiftet ud med Mia Wagner, for så at komme tilbage igen efter kort tid.

I de par uger stod kommentatorer og selv politikere fra andre partier i kø for at rose Bjerre, som endda tog forsiden på Berlingske med en overskrift, der frit fra hukommelsen hed noget i stil med ”Venstre smider guld på gaden.” På den måde blev hun introduceret for de mange vælgere, der aldrig havde hørt om hende, som en ualmindelig dygtig politiker. Hendes stjerne er dermed steget, hvilket hendes plads som den nu femtemest populære minister vidner om, og Venstre tør næppe fyre hende igen.

Dog er det ikke usandsynligt, at de forsøger at lave Mia Wagner-tricket igen. Altså at hive en person ind udefra, som i forvejen er kendt og vellidt af danskerne. Man kunne også kalde det Tommy Ahlers-tricket. På den måde får et ressortområde øjeblikkelig opmærksomhed, og ministeren er fra første dag populær. Det var det, Venstre forsøgte ved at skifte Marie Bjerre ud, og de kan tænkes at ville forsøge igen.

Læs også

Omvendt har sagen med Mia Wagner nok fået potentielle kandidater til at se en udnævnelse til minister som noget mindre attraktivt end før. Derfor kan det blive endnu vanskeligere end tidligere at få en topchef til at forlade sit gode, civile job for at træde ind i en ilde stedt regering.

Det er også værd at holde øje med Troels Lund Poulsen (V). Naturligvis bliver han ved med at være minister, men om han bliver ved med at være forsvarsminister er mere usikkert.

I det hele taget vil en ministerrokade være regeringens (måske sidste) chance for at vende meningsmålingerne.

Morten Reimar

Forsvaret bliver ved og ved med at kaste negative historier af sig, der er krig i Europa, og der skal tilføres 200 milliarder kroner. Samtidigt er han formand for det parti, der får de allerdrøjeste hug i målingerne.

Det er ikke usandsynligt, at han vil gøre som sin forgænger, Jakob Ellemann-Jensen, og rykke over til Økonomimisteriet for at få bedre tid og albuerum til at være partiformand i stedet for at drukne i skandaler og det enorme genopbygningsarbejde.

I det hele taget vil en ministerrokade være regeringens (måske sidste) chance for at vende meningsmålingerne. Der er mange hensyn at tage: Alle tre partier skal tilgodeses, de interne magtgrupper i hvert parti skal have noget, der er en kønsbalance og en aldersbalance at holde øje med, de unge talenter skal frem i bussen, og den gamle garde skal have som fortjent.

Men det vigtigste hensyn må for en regering, der står til en tredjedel af stemmerne, være, at de får nogle på holdet, der kan overbevise danskerne om, at regeringssamarbejdet er det hele værd og kaster gode resultater af sig.

Endelig er der den store joker: Mette Frederiksen. Hvis det lykkedes hende at lande et internationalt topjob inden sommer, kommer det naturligvis til at være afgørende for, hvordan kabalen skal lægges. Hvis.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

0:000:00