Flere og flere skilsmissebørn lever med en deleordning – men det betyder ikke, at alle børn kan deles

Når vi følger børn, der bor delt, ser vi, at det at navigere mellem barnets to forskellige hjem både kræver orienteringsevne og overblik i en hverdag, som også skal hænge sammen med skole, fritidsinteresser og venner.

Med børnenes besyv bliver vi altså klogere på, hvordan det er, og hvilken betydning det får i hverdagen, når man fordeler sin tid mellem mor og far.

Tal fra en spritnyt dansk forskningsoversigt viser en stigning i antallet af børn, der bor i deleordninger fra 15 procent i 2009 til 41 procent i 2021.

Børneliv med deleordning har således over en kort årrække bevæget sig fra at være en sjældenhed, til at være en almindelig måde at organisere familiens liv på, når far og mor ikke længere bor sammen.

For blot to generationer siden var der i lovgivningen en dominerende forståelse af, at skilsmissebarnets tarv kun kunne sikres, hvis barnet havde ét hjem.

I dag er man i lovgivningen optaget af barnets ret til et sammenhængende hverdagsliv med begge forældre. Også her er der altså sket noget.

Vi må også have blik for de børn, der på ugentlig basis pakker tasker og flytter mellem mor og far.

Anja Marschall

I sit studie peger Kristian Sandberg på, at en lige deleordning (altså 50/50-fordeling af tiden eller det der ligner) er det bedste for barnets trivsel, og ordningen minimerer risikoen for, for eksempel at udvikle misbrug eller pådrage sig psykiske lidelser i voksenlivet.

Kristian Sandberg spørger desuden til, om tiden ikke er ved at være moden til, at lige deleordning simpelthen skal være en standardanbefaling i forbindelse med forældres skilsmisse.

Barnets ret til en hverdag med begge forældre skal altså nu være lig med en lige fordeling af tid mellem barn og forældre.

Jeg vil som udgangspunkt ikke gøre mig klog på hvilken deleordning, der er bedst for de enkelte familier. Selvom nedsat risiko for misbrug og psykisk lidelse i voksenlivet er stærke argumenter, er der dog mere og andet, vi må tage hensyn til.

Vi må også have blik for Elliott og alle de andre børn, der på ugentlig basis pakker tasker og flytter mellem mor og far, og det hverdagsliv, de skal have til at hænge sammen. For det er nemlig oftest sådan, det foregår – det er børnene, der flytter sig og ikke forældrene.

Blandt de børn, jeg har interviewet i min forskning, fungerede deleordningen (mestendels med en 50/50 eller 60/40-fordeling) for langt de fleste. Men der var enkelte for hvem, de mange skift var slidsomme, og det kan være svært som barn at sige fra overfor en deleordning, som fungerer for ens forældre.

Det kræver en helt særlig form for organisering af hverdagen, når børnene skal forholde sig til to hjem.

Selvom forældrene gør sig umage og samarbejder om hverdagen, ser vi, at de ofte har forskellige værdisæt for, hvad den gode hverdag er, og hvad et godt børneliv skal indeholde, som vi så med Elliott i starten af dette indlæg.

Det, at bo to steder, er altså ikke noget børn bare gør. Heller ikke selv om det ser sådan ud.  

Anja Marschall

Det er måske endda derfor, at de gik hver til sit.

Når hverdagsliv leves i såkaldte 'dobbelt-loops' medfører det naturligt mange hverdagslige forandringer, som barnet forholder sig til.

Dette gælder både helt lavpraktisk i forhold til, om man som Elliott spiser havregryn eller håndmadder til morgenmad, om man må tale med mad i munden, eller hvornår man skal i seng.

Det kan måske lyde som småting, men det er stadig forhold, man som barn skal navigere i. Dertil kommer også de mere følelsesmæssige aspekter, når man for eksempel savner den ene forælder og på forskellige måder søger at holde forbindelsen, mens man er adskilt.

Det, at bo to steder, er altså ikke noget børn bare gør. Heller ikke selv om det ser sådan ud.

Det er derfor fint at komme med standardanbefalinger til, hvordan børneliv skal struktureres efter en skilsmisse. Men der er nogle gange andre hensyn at tage end blot lige fordelinger af tid.

Ikke overraskende er børn forskellige, og nogle børn har brug for langt mere struktur end andre for at kunne opleve hverdagen som sammenhængende.

Det er ind imellem forældre, der må flytte sig. Ikke nødvendigvis flytte ind og ud af hjemmet, men på andre måder checke ind i barnets hverdag.

Anja Marschall

Her er det ind imellem forældre, der må flytte sig. Ikke nødvendigvis flytte ind og ud af hjemmet, men på andre måder checke ind i barnets hverdag.

Vi ser desuden også, at børns behov ændres, som de bliver ældre, hvor deleordningen ofte må justeres, så børnene bor samme sted i længere perioder.

Det er derfor nødvendigt med skærpet lydhørhed overfor børnenes perspektiver og signaler, når hverdagen leves på tværs.

Så til spørgsmålet om, hvorvidt børn kan deles, er der ikke et standardsvar. Hvis vi som forældre, professionelle og politikere ønsker at støtte op om disse børn, både i deres almindelige hverdag og når livet bøvler, må børns egne oplevelser af dilemmaer og udfordringer inddrages.

Børn kan godt have to hjem og leve fint med det i alle mulige konstellationer, men det kan også være svært og slidsomt. Det er de forhold, vi må være lydhøre over for og tage hensyn til.