Statsministeren er blevet sin egen værste fjende

Men, det er ikke en såkaldt blå regering, der på nuværende tidspunkt regerer Danmark og har skabt overraskende gode resultater – også set med mine borgerlige øjne.

Det er, hvis man skal tro de fleste borgerlige politikere, lederskribenter og kommentatorer, et aldeles dysfunktionelt SVM-midterprojekt i opløsning.

Fra begyndelsen en flertalsregering. Nu med et yderst spinkelt parlamentarisk grundlag bestående af tre partier med særdeles store tab - ifølge alle meningsmålinger - og et par betændte løsgængere.

Med andre ord: Hvad sker der dog i dansk politik?

Det er i hvert fald indiskutabelt,

• at der står brede flertal bag stort set al regeringens lovgivning, men
• at regeringen er historisk upopulær,
• at oppositionen er totalt splittet,
• at vi aldrig har haft flere folketingsmedlemmer, som har forladt den gruppe, de blev indvalgt i, og
• at to partier - Venstre og Nye Borgerlige - på hver deres måde kæmper en eksistentiel kamp for overlevelse; Venstre som det store borgerligt-liberale, ofte regeringsbærende parti - Nye Borgerlige i det hele taget.

Og sidst, men ikke mindst:

• At alle venter på en afklaring af statsminister Mette Frederiksens fremtid.

Og her har vi ikke bare det store spørgsmål i dansk politik i disse uger, men også forklaringerne på regeringens upopularitet - på trods af resultaterne - og på Socialdemokratiets og Venstres massive tilbagegang i meningsmålingerne:

ALLE venter på en afklaring af statsminister Mette Frederiksens fremtid.

John Wagner
Politisk kommentator

Mange socialdemokrater kan simpelthen ikke forlige sig med, at deres parti med Mette Frederiksen i spidsen indledte et samarbejde med hovedfjenden, Venstre, og Lars Løkke Rasmussens Venstre-afskalning.

Og den utilfredshed tilkendegiver de nu, ved gang på gang i meningsmålingerne at støtte SF og Enhedslisten.

Mange traditionelle Venstre-vælgere kan tilsvarende simpelthen ikke forlige sig med, at deres parti med Jakob Ellemann-Jensen og Troels Lund Poulsen i spidsen indledte og fortsætter et samarbejde med hovedfjenden, Socialdemokratiet.

Og den utilfredshed tilkendegiver de, ved gang på gang i meningsmålingerne at støtte Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne.

Sådan vil det formentlig fortsætte frem til næste folketingsvalg, der kommer senest i oktober 2026. Pia Olsen Dyhr (SF) og Pelle Dragsted (EL) vinder terræn på socialdemokraternes bekostning.

Venstre taber terræn i forhold til Liberal Alliance her og nu, men meget kan ske i den borgerlige lejr de kommende år. For eksempel kan Det konservative Folkeparti med Mona Juul i spidsen måske pludselig gøre LA rangen stridig som største borgerlige oppositionsparti. Hvem ved?

Under alle omstændigheder er det svært at forestille sig et genvalg af SVM-regeringen, medmindre der for alvor sker noget nyt i dansk politik, hvad der jo også meget sandsynligt kan ske.

Mette Frederiksens udenrigspolitiske aktivitetsniveau mere end antyder udlængsel, som tilfældet år tilbage var for Anders Fogh Rasmussen forud for, at han forlod posten som statsminister og Venstre-formand, for at blive generalsekretær i Nato.

Og skulle det ske, at Mette Frederiksen senere på året kroner sin politiske karriere med en EU-toppost, åbner det for nye muligheder for regeringssamarbejdet:

Det kan gå i stykker – og nuværende finansminister Nicolai Wammen (S) kan som ny statsminister blive nødt til at udskrive valg med et helt og aldeles uforudsigeligt resultat for alle tre nuværende regeringspartier.

Det er svært at forestille sig et ”genvalg” af SVM-regeringen, medmindre der for alvor sker noget nyt i dansk politik.

John Wagner
Politisk kommentator

Det kan alternativt få en ny begyndelse, fordi en stor del af regeringens upopularitet jo skyldes Mette Frederiksens gerninger angående den såkaldte minkskandale, hvad der har fået et flertal af de borgerlige vælgere til at ønske hende hen, hvor peberet gror – i hvert fald til en post i udlandet.

Nicolai Wammen er formentlig mere spiselig for midtervælgerne – også i den borgerlige lejr.

Og Troels Lund Poulsen kan jo benytte den ministerrokade, som et statsministerskifte vil indebære, til at kræve den ledige finansministerpost over på egne og dermed Venstres hænder for at fortsætte alliancen med Socialdemokratiet og Moderaterne.

Det vil have kæmpe betydning for Venstres baglands forståelse for samarbejdet – og var vist også, hvad Anders Fogh Rasmussen tilrådede Jakob Ellemann-Jensen, da ministerposterne blev fordelt på Marienborg.

I betragtning af SVM-regeringens politiske resultater indtil nu – og statsministerens meget professionelle håndtering af de geopolitiske udfordringer, ikke mindst krigen i Ukraine – kan det virke mærkværdigt.

Men set i forhold til det historiske projekt med en flertalsregering hen over midten i dansk politik, er Mette Frederiksen blevet sin egen værste fjende.